Post Q
Forurenet vand og dammen.
Inde i nåletræsbevoksningen ligger der 8 vandboringer. Hvis de fik lov, kunne de forsyne os i Albertslund, med halvdelen af vores drikkevand – men det må de ikke! For vandet er forurenet – desværre..
En eller anden virksomhed har på et tidspunkt for mange år siden gravet nogle tromler gift ned - eller måske har de bare hældt det direkte ud på jorden. Vi ved faktisk ikke rigtigt – hverken hvem, eller hvor, eller hvornår! Men resultatet er imidlertid ikke til at tage fejl af: Det vand, der skulle have været det fineste og reneste, må nu stadig, her mange år senere, pumpes direkte ud i åen.
Sådan rent praktisk, samles vandet fra de 8 boringer først her i den lille dam, og løber siden over i Store Vejle å.
Man kunne så spørge sig selv: Hvorfor overhovedet ulejlige sig med at pumpe vandet op, når det alligevel ikke kan bruges til noget?
Jo, det er der såmænd en ganske enkel forklaring på. For hvis forureningen ikke blev pumpet op, ville den bare sprede sig nede i jorden til andre vandboringer, og så skulle de også lukkes. Vi er med andre ord tvunget til – år ud og år ind - at pumpe vandet op, lige ind til den dag, hvor al forurening er væk, og vandet igen kan bruges som drikkevand i vores vandhaner.
Svaret på hvornår det bliver, flyder stadig med strømmen i åen.
Hvis der er en morale på denne historie, så kunne den være, at bare fordi man kan, så skal man ikke altid vælge den nemme løsning, for den kan have frygtelige konsekvenser for mange, mange mennesker i mange, mange år!