Post Y
Den kunstigt anlagte Tueholm sø og indvandring af dyr på stedet (fokus på fuglen: Skarven)-
100 meter neden for pælen her, ligger Tueholm sø. Den er kunstig – skabt af menneskehånd - som alt andet natur her på egnen. Men hvis du går ned til søen, vil du opdage, at der alligevel er noget vild natur, der trives i de menneskeskabte omgivelser. I hvert fald har en koloni af skarver slået sig ned i de høje træer på øen i søen.
Skarven er ikke nogen speciel køn fugl, den er heller ikke elegant og synge kan den slet ikke, men ikke desto mindre er den en oplevelse.
Skarven har kun været i Danmark i 7000 år. Andre steder på kloden har den dog fløjet rundt i 15 millioner år! Det er altså en fugl af ældre dato, og selvsagt meget ældre end vi mennesker. Det har dog ikke gjort, at vi skatter skarven særlig højt. Snarere tværtimod. Måske er det fordi, fiskerne mener, den stjæler alt for mange af "deres" fisk, eller måske er det fordi, den overskider træerne i en sådan grad, at de bliver helt hvide og ender med at gå ud. I hvert fald har vi traditionelt bekæmpet den, og gjort det så godt, at den 1870'erne blev helt og aldeles udryddet her hjemme. Og de skarver der derefter formastede sig til at komme forbi på træk, levede livet farligt, for ind til 1926 gav fiskeriministeriet 1 kr. for hver indsendt højrefod fra en skarv!
Ikke desto mindre genetablerede den sig i 1938 og i 1980 blev totalfredet. I dag reguleres bestanden, så der er omkring 30.000 ynglende par i Danmark. Tidligere slog et par hundrede af dem sig ned mere eller mindre permanent her ved Tueholm sø. I de vintre hvor søen fryser til, går bestanden dog drastisk ned. Enten dør de, eller de flyver andre steder hen - for de skal jo trods alt have deres halve kilo fisk om dagen!